16. Døden føre Forglemmelse over dem! lad dem fare levende ned i Dødsriget; thi der er Ondskab i deres Boliger, i deres Inderste.
17. Jeg vil raabe til Gud, og Herren skal frelse mig.
18. Jeg vil klage og hyle Aften og Morgen og Middag, og han vil høre min Røst.
19. Han har forløst min Sjæl i Fred fra Striden imod mig; thi de vare i Mængde mig imod.
20. Gud skal høre og svare dem, han, der bliver evindelig - Sela - efterdi der ingen Forandring er hos dem, og de ikke frygte Gud.
21. Han har lagt Haand paa dem, som havde Fred med ham; han har vanhelliget sin Pagt.
22. Hans Munds Ord ere glatte som Smør; men der er Strid i hans Hjerte; hans Ord ere blødere end Olie, og dog ere de dragne Sværd.
23. Kast din Sag paa Herren, og han skal forsørge mig; han skal ikke evindelig tilstede, at den retfærdige rokkes. Men du, Gud! du skal støde dem ned i Gravens Dyb; blodgerrige og falske Mænd skulle ikke naa deres Dages halve Tal; men jeg vil forlade mig paa dig.