9. Du overantvordede mig ikke i Fjendens Haand; du lod mine Fødder staa paa et vidt Rum.
10. Herre! vær mig naadig, thi jeg er angest; hentæret af Sorg er mit Øje, min Sjæl og min Krop.
11. Thi mit Liv er svundet hen i Bedrøvelse og mine Aar i Suk; min Kraft er brudt for min Misgernings Skyld, og mine Ben ere hentørrede.
12. Ved alle mine Fjender er jeg bleven til Spot, og det i rigt Maal for mine Naboer og til Forskrækkelse for mine Kyndinge; de, som saa mig udenfor, flyede fra mig.
13. Jeg blev glemt, ude af Sinde som en død, jeg var, som et Kar, der gaar tabt.
14. Thi jeg hørte manges Bagtalelse, der var Rædsel trindt omkring; idet de raadsloge sammen over mig, tænkte de at tage Livet af mig.
15. Men jeg forlader mig paa dig, Herre! jeg sagde: Du er min Gud.
16. Mine Tider ere i din Haand; red mig fra mine Fjenders Haand og fra dem, som forfølge mig.