14. Thi jeg hørte manges Bagtalelse, der var Rædsel trindt omkring; idet de raadsloge sammen over mig, tænkte de at tage Livet af mig.
15. Men jeg forlader mig paa dig, Herre! jeg sagde: Du er min Gud.
16. Mine Tider ere i din Haand; red mig fra mine Fjenders Haand og fra dem, som forfølge mig.
17. Lad dit Ansigt lyse over din Tjener; frels mig ved din Miskundhed.
18. Herre! lad mig ikke beskæmmes, thi jeg har kaldt paa dig; lad de ugudelige beskæmmes, lad dem tie i Dødsriget.
19. Lad de falske Læber blive stumme, som tale frækt i Hovmod og Foragt imod den retfærdige.
20. Hvor stor er din Godhed, som du har gemt for dem, som dig frygte, hvilken du har udvist imod dem, som tro paa dig, for Menneskens Børn.
21. Du vil skjule dem i dit Ansigts Skjul for Menneskers Sammensværgelser; du vil gemme ved: dem i en Hytte for Tungers Kiv.
22. Lovet være Herren! thi han har underligt bevist sin Miskundhed imod mig i en fast Stad.
23. Og jeg sagde, der jeg var forfærdet: Jeg er udryddet fra dine Øjne; men du hørte mine ydmyge Begæringers Røst, da jeg raabte til dig.
24. Elsker Herren, alle hans hellige! Herren bevarer de trofaste og betaler i Overmaal ham, som øver Hovmod. Værer frimodige, og han skal styrke eders Hjerte, alle I, som haabe paa Herren!