1. Til Sangmesteren; af David. En Daare siger i sit Hjerte: Der er ingen Gud; fordærvelig, vederstyggelig er deres Gerning; der er ingen, som gør godt.
2. Herren saa ned fra Himmelen paa Menneskens Børn, at se, om der var nogen forstandig, nogen, som søgte Gud.
3. De ere alle afvegne, de ere fordærvede til Hobe; der er inben, som gør godt, end ikke een.
4. Have de ikke kendt det, alle de, som gøre Uret, som æde mit Folk, som de aade Brød? de kaldte ikke paa Herren.
5. Den Gang frygtede de saare, fordi Gud var med den retfærdiges Slægt.