10. saa skulde ogsaa der din Haand føre mig, og din højre Haand holde mig fast.
11. Og vilde jeg sige: Mørkhed maa dog skjule mig, saa er Natten et Lys omkring mig.
12. Mørkhed gør ikke Mørke hos dig, og Natten lyser som Dagen, Mørket er som Lyset.
13. Thi du ejede mine Nyrer, du skærmede om mig i Moders Liv.
14. Jeg vil prise dig, fordi jeg paa underfuld Maade er dannet saa herligt; underfulde ere dine Gerninger, og min Sjæl ved det saare vel.
15. Mine Ben vare ikke skjulte for dig, der jeg blev dannet i Løndom, der jeg blev kunstigt virket i det underjordiske Dyb.
16. Dine Øjne saa mig, der jeg endnu var Foster, og disse Ting vare alle sammen skrevne i din Bog; Dagene vare bestemte, før en eneste af den var kommen.
17. Derfor, o Gud! hvor dyrebare for mig ere dine ranker; hvor stor er dog deres Sum!
18. Vilde jeg tælle dem, da bleve de flere end Sand; opvaagner jeg, saa er da jeg endnu hos dig.
19. Gid du, o Gud! vilde ihjelslaa den ugudelige; og I, blodgerrige Mænd! viger fra mig.
20. Thi de talte skændelig om dig, og som dine Fjender tage de dit Navn forfængeligt.
21. Skulde jeg ikke hade dem, som hade dig, o Herre! og kedes ved dem, som rejse sig imod dig?
22. Med fuldt Had hader jeg dem; de ere blevne mine Fjender.
23. Ransag mig, Gud! og kend mit Hjerte; prøv mig, og kend mine Tanker!
24. Og se, om jeg er paa en Vej, som fører til Smerte for mig, og led mig paa Evighedens Vej!