9. Mine Fjender have haanet mig den ganske Dag, de, som rase imod mig, sværge ved mlig.
10. Thi jeg har tæret Aske som Brød og blandet min Drik med Graad
11. for din Vredes og din Fortørnelses Skyld; thi du løftede mig op og kastede mig bort.
12. Mine Dage ere som en Skygge, der hælder, og jeg tørres som en Urt.
13. Men du, Herre! bliver evindelig, og din Ihukommelse fra Slægt til Slægt.
14. Du vil gøre dig rede, du vil forbarme dig over Zion; thi det er paa Tide, at du er den naadig; thi den bestemte Tid er kommen.
15. Thi dine Tjenere hænge med Behag ved dens Stene, og de have Medynk med dens Støv.
16. Og Hedningerne skulle frygte Herrens Navn, og alle Kongerne paa Jorden din Ære;
17. thi Herren har bygget Zion og har lndet sig se i sin Herlighed.
18. Han har vendt sit Ansigt til den enliges Bøn og ikke foragtet dere: Bøn.
19. Dette skal skrives for den kommende Slægt; og det Folk, som skabes, skal love Herren.
20. Thi han saa ned fra sin Helligdorns Højsæde; Herren saa fra Himmelen til Jorden
21. for at høre den bundnes Jamren, for at løse Dødsens Børn,
22. for at de kunde forkynde Herrens Navn i Zion og hans Pris i Jerusalem,
23. naar folkene samles til Hobe og Rigerne til at tjene Herren.
24. Han har ydmyget min Kraft paa Vejen, han har forkortet mine Dage.