22. Thi hvad har dog Mennesket for alt sit Arbejde og for sit Hjertes Stræben; hvormed han har arbejdet under Solen?
23. Thi alle hans Dage ere Smerte, og hans Møje er Græmmelse, ogsaa om Natten har hans Hjerte ikke Ro; ogsaa dette er Forfængelighed.
24. Det gode staar ikke til Mennesket selv, det at han æder og drikker og lader sin Sjæl se det gode af sit Arbejde; ogsaa dette saa jeg, at det er af Guds Haand.
25. Thi hvo kunde æde, og hvo kunde skynde sig mere dermad end jeg?