1. Min Søn! giv Agt paa min Visdom; bøj dit Øre til min Indsigt;
2. at du maa gemme kloge Raad, og at dine Læber maa bevare Kundskab.
3. Thi med Honning dryppe den fremmede Kvindes Læber, og glattere end Olie er hendes Gane.
4. Men paa det sidste er hun besk som Malurt, hvas som et tveægget Sværd.
5. Hendes Fødder gaa nedad til Døden, hendes Skridt stunde imod Dødsriget.