10. paa det den, som det hører, ikke skal forhaane dig, og dit onde Rygte ikke vige fra dig.
11. Som Guldæbler i Sølvskøler af udgravet Arbejde er det Ord, som tales i rette Tid.
12. Som et gyldent Smykke og en kostelig Prydelse vil den, som irettessætter viselig, være det for Øre, som hører efter.
13. Som Sneens Kølighed paa en Høstdag er et trofast Bud for dem, som sende ham, og han vederkvæger sin Herrers Sjæl.
14. Som raage og Vejr uden Regn er den Mand, som praler med at ville give, men skuffer.
15. Ved Langmodighed overtales en Fyrste, og en blød Tunge sønderbryder Ben.
16. Har du fundet Honning, saa spis til din Nødtørft, at du ej skal mættes af den og udspy den.
17. Lad din Fod sjælden komme i din Vens Hus, at han ej skal blive ked af dig og hade dig.
18. Som en Hammer og et Sværd og en hvas Pil er den Mand, som siger falsk Vidnesbyrd imod sin Næste.
19. Som en skør Tand og en Fod, der snubler, er Tillid til den troløse paa Nødens Dag.
20. Som den, der aflægger Klæderne den Dag, det er koldt, som Eddike paa Salpeter, saa er den, som synger Sange for et bedrøvet Hjerte.
21. Dersom din Fjende hungrer, giv ham Brød at æde; og dersom han tørster, giv ham Vand at drikke;
22. thi du skal samle Gløder paa hans Hoved, og Herren skal betale dig det.
23. Nordenvejret føder Regn og den Tunge, som taler i Skjul, et vredt Ansigt.
24. Det er bedre at bo i Hjørnet paa et Tag end hos en trættekær Kvinde og i Hus sammen.
25. Som koldt Vand for en træt Sjæl, saa er et godt Budskab fra et langt fraliggende Land.
26. Som en plumret Kilde og en fordærvet Brønd er den retfærdige, som snubler for en ugudelig.
27. At æde megen Honning er ikke godt, ej heller er det en Ære, naar Folk ransage deres egen Ære.