1. Bedre er en fattig, som vandrer i sin Oprigtighed end den, hvis Læber ere forvendte, og som tilmed er en Daare.
2. Ogsaa naar en Sjæl er uden Kundskab, er det ikke godt, og den, som haster med Fødderne, glider ud.
3. Menneskets Daarlighed forvender hans Vej, og hans Hjerte vredes imod Herren.
4. Gods tilfører mange Venner; men den ringe maa skilles fra sin Ven.
5. Et falsk Vidne skal ikke agtes uskyldigt, og den, som taler Løgn, skal ikke undkomme.
6. Mange bejle til en Fyrstes Gunst, og enhver er Ven med en gavmild Mand.
7. Alle den fattiges Brødre hade ham, ja, endog hans Venner holde sig langt fra ham; han jager efter Ord, som ikke ere til.
8. Den, som forhverver sig Forstand, elsker sit Liv; den, som bevarer Indsigt, skal finde godt.
9. Et falsk Vidne skal ikke agtes uskyldigt, og den, som taler Løgn, skal omkomme.
10. Det staar ikke en Daare vel an at leve højt, meget mindre en Tjener at herske over Fyrster.
11. Et Menneskes Klogskab gør ham langmodig, og det er ham en Ære at overse Fornærmelse.
12. Kongens Vrede er som en ung Løves Brølen; men hans Bevaagenhed er ligesom Dug paa Urter.