19. De onde maa bøje sig for de godes Ansigt og de ugudelige for den retfærdiges Porte.
20. Selv for sin Ven er den fattige forhadt; men mange ere de, som elske den rige.
21. Hvo som foragter sin Næste, synder; men den; som forbarmer sig over de elenctige, er lyksalig.
22. Fare ikke de vild, som optænke ondt men de, som optænke godt, finde Miskundhed og Troskab.
23. I alt besværligt Arbejde er der Fordel; men hvor det bliver ved Læbers Ord, fører det kun til Mangel.
24. De vises Rigdom er deres Krone; men Daarers Taabelighed bliver Taabelighed.
25. Et sanddru Vidne redder Sjæle, men den, som udblæser Løgn, er svigefuld.
26. I Herrens Frygt har en et stærkt Værn, og for hans Børn skal der være en Tilflugt.
27. Herrens Frygt er Livets Kilde, saa at man viger fra Dødens Snarer.
28. At have meget Folk er en Konges Ære; men hvor Folket er borte, er det en Fyrstes Fordærvelse.
29. Den langmodige har megen Forstand; men den, som er hastig i Sindet, forraader Daarskab.
30. Et blidt Hjerte er Liv for Legemet; men Hidsighed er Raaddenhed for Benene.
31. Hvo som fortrykker den ringe, forhaaner hans Skaber; men hvo som for barmer sig over den fattige, eerer ham.
32. Den ugudelige styrtes for sin Ondskab; men den retfærdige har Fortrøstning i sin Død.
33. I den forstandiges Hjerte hviler Visdommen; men i Daarers. Indre giver den sig til Kende.
34. Retfærdighed ophøjer et Folk; men Synden er Folkenes Skændsel.
35. Kongens Velbehag er til en klog Tjener; men hans Vrede er over den, som gør Skam.