11. Gods formindskes ved Forfængelighed; men hvo som samler i Haanden, forøger det.
12. Forventning, som forhales krænker Hjertet; men naar det kommer, som berører, da er det et Livsens Træ.
13. Hvo som foragter Ordet, bereder sig fordærvelse; men hvo som frygter Budet han faar Løn dersom.
14. Den vises Lærdom er Livets Kilde, saa at man viger fra Dødens Snarer. En god Forstand giver Naade; men de troløses Vej er Haard.
15. Hver, som er klog, gør sine Ting med Forstand; men Daaren udbreder Taabelighed.
16. Enhver, der er kløgtig, handler i kundskab, taaben spreder dumhed.
17. Et ugudeligt sendebud falder i Ulykke; men et trofast Bud er Lægedom.
18. Hvo, som lader Tugt fare, faar Armod og Skam; men den, som agter paa Revselse, faar Ære.
19. Naar det sker, som man begærer, da er det sødt for Sjælen, men at vige fra ondt, er Daarer en Vederstyggelighed.
20. Den, som omgaas med vise, bliver vis, men den, som er Ven med Daarer, faar Ulykke.
21. Ulykke forfølger Syndere men den retfærdige betales med godt.
22. Den onde efterlader Børnebørn en Arv; men Synderes Gods er gemt til den retfærdige.
23. Den fattiges nyopdyrkede Land yder megen Føde; men der er den, som gaar til Grunde, fordi han ikke gør sin Ret.
24. Hvo som sparer sit Ris, hader sin Søn; men den, som elsker ham, tugter ham tidligt.