1. Hvo, som elsker Tugt, elsker Revselse, er ufornuftig.
2. Den gode! vinder Velbehag af Herren; men den rænkefulde Mand finder fordømmelse.
3. Et Menneske befæstes ikke ved Ugudelighed; men de retfærdiges Rod lokkes ikke.
4. En duelig Hustru er sin Mands Krone; men naar hun beskæmmer ham, er hun som Raaddenhed i hans Ben.
5. De retfærdiges Tanker ere Ret; de ugudeliges Raadslag er Svig.
6. De ugudeliges Tale er om at lure paa Blod; men de oprigtiges Mund bringer Redning.
7. De ugudelige skulle omkastes, saa at de ikke ere mere til; men de retfærdiges Hus skal, bestaa.
8. En Mand roses efter sin Forstands Beskaffenhed; men den, som er forvendt i Hjertet, bliver til Foragt.
9. Den, som er ringeagtet og har en Træl, er bedre farer end den, som ærer sig selv og fattes Brød.
10. Den retfærdige har Omsorg for sit Kvægs Liv; men de ugudeliges Barmhjertighed er Grusomhed.
11. Den, som dyrker sin Jord, mættes med Brød; men den, som løber efter Løsgængere, fattes Forstand.
12. Den ugudelige attraar Snaren, der er lagt for de onde; men de retfærdige slaa Rod.
13. Læbers Forsyndelse er der en Snare for den onde; men den retfærdige skal komme ud af Angest.
14. En Mand skal mættes med godt af sin Munds Frugt, og hvad et Menneskes Hænder have fortjent, skal gengældes herre.
15. Daarens Vej er ret i hans egne Øjne, men den, som hører efter Raad, er viis.
16. Daarens Fortørnelse giver sig til Kende samme Dag; men den, som skjule Forsmædelse er klog.
17. Den, som aander Trofasthed, forkynder, hvad Ret er; men et falsk Vidne forkynder Svig.
18. Der er den, som tale: ubetænksomme Ord, der ere Søn Kaardestik; men de vises Tunge Lægedom.
19. Sundheds Læbe bestaar altid; men men Falskheds Tunge bliver kun et Øjeblik.