6. De oprigtige, dem redder deres Retfærdighed; men de troløse, de fanges i deres egen Ondskab.
7. Naar et ugudeligt Menneske dør, er det forbi med hans Haab, og det er forbi med de uretfærdiges Forventelse.
8. Den retfærdige udfries af Nød, og den ugudelige kommer i hans Sted.
9. Med Munden ødelægger den vanhellige sin Næste; men ved Kundskab udfries de retfærdige.
10. En Stad skal fryde sig, naar det gaar de retfærdige vel, og naar de ugudelige omkomme, da bliver der Jubel.
11. Ved de retsindiges Velsignelse ophøjes en Stad; men ved de ugudeliges Mund nedbrydes den.
12. Den, som fattes Forstand, foragter sin Næste; men en forstand, som har Forstand, tier.
13. Den, der gaar omkring som en Bagvadsker, aabenbarer Hemmeligheder; men den, som er fast i Aanden, skjuler Sagen.
14. Hvor ingen Styrelse er, falder et Folk; hvor mange Raadgivere ere, der er Frelse.
15. Naar en borger for en fremmed, da faar han vist en Ulykke; men den, som hader at give Haandslag, er tryg.
16. En yndig Kvinde holder fast ved Ære, og Voldsmænd holde fast ved Rigdom.
17. Den, som gør vel imod sin Sjæl, er en barmhjertig Mand; men den, som plager sit Kød, er en grusom Mand.
18. Den ugudelige forhverver en Løn, som er falsk; men den, som saar Retfærdighed, faar en Løn, som er sand.
19. Saa er Retfærdighed til Liv; men den, der efterjager ondt, haster til sin Død.
20. De vanartige i Hjertet I, deres Vej, ere ham en Velbehagelighed.
21. Man kan give sin Haand paa, at den onde ikke bliver agtet uskyldig; men de retfærdiges Sæd skal undkomme.
22. Som et Smykke af Guld i Næsen paa en So, saa er en dejlig Kvinde, som intet Skøn har.
23. De retfærdiges Begæring er kun godt; men Vreden rammer de ugudeliges Forventning.
24. Der er den, som udspreder rigeligt, og ham tillægges end mere; og der er den, som holder tilbage mere, end ret er, og dog bliver der kun Mangel.
25. En Sjæl, som velsigner, skal blive rig; og den, som vederkvæger, skal selv blive vederkvæget.