7. og at du ogsaa har bestilt Profeter, som skulle udraabe om dig i Jerusalem og sige: Han er Konge i Juda; og nu maatte det høres for Kongen efter dette Rygte; derfor kom nu og lader os raadslaa sammen!
8. Men jeg sendte til ham at lade sige: Der er ikke sket noget af disse Ting, som du siger, men du har optænkt dem af dit eget Hjerte.
9. Thi de vilde alle sammen gøre os frygtagtige og sagde: Deres Hænder skulle drage sig tilbage fra Arbejdet, at det ikke fuldføres; men nu, styrk mine Hænder!
10. Der jeg kom i Huset hos Semaja, en Søn af Delaja, Mehetabeels Søn, medens han holdt sig indelukket, da sagde han: Lader os samles i Guds Hus, midt i Templet, og lukke Templets Døre; thi de ville komme for at slaa dig ihjel, ja de ville komme i Nat for at slaa dig ihjel.
11. Men jeg sagde: Skulde en Mand som jeg flygte? og hvilken Mand, der var som jeg, skulde gaa ind i Templet og leve jeg vil ikke gaa derind.
12. Thi jeg mærkede godt, at Gud ikke havde sendt ham; men han talte den Spaadom om mig, fordi Tobia og Sanballat havde lejet ham dertil.
13. Derfor var han lejet, at jeg skulde have frygtet og gjort saa og syndet, at det kunde have været dem til et ondt Rygte om mig, for at de kunde forhaane mig.
14. Min Gud! kom Tobia og Sanballat i Hu efter disse hans Gerninger, ja ogsaa den Profetinde Noadja og de øvrige Profeter, som vilde gøre mig frygtsom.
15. Og Muren blev færdig paa den fem og tyvende Dag i Elul Maaned, udi to og halvtredsindstyve Dage.
16. Og det skete, der alle vore Fjender havde hørt det, da frygtede alle Hedningerne, som vare trindt omkring os, og Modet syntes saare at falde paa dem; thi de kendte, at denne Gerning var gjort af vor Gud.
17. Ogsaa i de samme Dage skreve de ypperste af Juda deres mange Breve, som gik til Tobia, og Breve fra Tobia kom til dem.