3. Herren er langmodig og af stor Kraft og lader ikke Skyld blive ustraffet; Herrens Vej er i Hvirvelvind og i Storm, og en Sky er hans Fødders Støv.
4. Han truer Havet og udtørrer det og gør alle Strømmene tørre; vansmægtet er Basan og Karmel, og Libanons Blomster vansmægte.
5. Bjergene skælve for ham, og Højene smelte, og Jorden hæver sig i Vejret for hans Ansigt og Jorderige og alle, som bo derpaa.
6. Hvo kan bestaa for hans Fortørnelse? og hvo kan rejse sig under hans brændende Vrede? hans Harme udgyder sig som en IId, og Klipperne sønderbrydes for ham.
7. God er Herren, et Værn paa Nødens Dag, og han kender dem, som forlade sig paa ham.
8. Men med en Oversvømmelse drager han forbi og gør Ende paa dens Sted, og Mørke skal forfølge hans Fjender.
9. Hvad tænke I om Herren? Tilintetgørelse bringer han; Nøden skal ikke komme to Gange.
10. Ere de end sammenslyngede som Torne og berusede, som det var af deres Vin, skulle de aldeles fortæres som tørt Straa.
11. Fra dig udgik han, som optænkte ondt imod Herren og oplagde Ondskabs Raad.
12. Saa siger Herren: Ere de end usvækkede og saaledes mangfoldige, skulle de dog bortmejes, saaledes som de ere, og han skal være forsvunden; jeg har vel plaget dig, men jeg vil ikke plage dig ydermere.
13. Men nu vil jeg bryde hans Aag af dig og sønderrive dine; Baand.