1. Støder i Basunen paa Zion, og raaber højt paa mit hellige Bjerg, alle Landets Indbyggere bæve! thi Herrens Dag kommer, thi den er nær.
2. En Mørkheds og Dunkelheds Dag, en Dag med Sky og Mulm, som Morgenrøde udbredt over Bjergene! et stort og mægtigt Folk, hvis Lige ikke har været fra Arilds Tid og ikke heller skal komme efter det, saa mange Aar der er Slægt efter Slægt til!
3. Foran det fortærer en Ild, og efter det brænder en Lue; foran det er Landet som Edens Have, men efter det som en øde Ørk, og heller intet undslipper det.
4. Dets Udseende er som Heste at se til, og som Rideheste saa rende de.
5. De springe paa Bjergenes Toppe, med en Lyd som af Vogne, med en Lyd som af Ildslue, der fortærer Halm, som et mægtigt Folk, der er rustet til Krig.
6. Folkene bæve for dets Ansigt, alle Ansigter skifte Farve.
7. Som vældige komme de løbende, som Krigsmænd bestige de Muren; og de drage frem, hver sin Vej, og forandre ikke deres Retning.
8. Og de trænge ikke den ene den anden, de drage frem, hver ad sin slagne Vej; og de styrte frem igennem Vaaben, de bryde ikke af.
9. De løbe om i Staden, rende paa Muren, stige ind i Husene; de komme ind igennem Vinduerne som en: Tyv.
10. Foran dem bæver Jorden, Himmelen ryster; Sol og Maane sortne, og Stjerner drage deres Glans tilbage.
11. Og Herren opløfter sin Røst foran sin Hær, thi saare stor er hans Lejr, thi mægtig er den, som udretter hans Ord;
12. thi stor er Herrens Dag og saare forfærdelig, og nu, siger Herren, vender om til mig af eders ganske Hjerte og med Faste og med Graad og med Klage,