27. Naar jeg siger: Jeg vil glemme min Klage, jeg vil lade mit Ansigts sorrigfulde Mine fare og vederkvæge mig,
28. da maa jeg frygte for alle mine Smerter; jeg ved, at du lader mig ikke være uskyldig.
29. Jeg skal jo være skyldig! hvorfor skulde jeg da forgæves gøre mig Møje?
30. Om je end toede mig med Snevand og rensede mine Hænder med Sæbe,
31. da vilde du dog dyppe mig ned i Pølen, saa mine Klæder vilde væmmes ved mig.
32. Thi han er ikke en Mand som jeg, at jeg kunde svare ham, at vi kunde møde med hinhinanden for Dommen.
33. Der er ingen, som kan skille Trætten ad imellem os, og som kan lægge sin Haand paa os begge.
34. Han borttage sit Ris fra mig, og hans Rædsel forfærde mig ikke!
35. Da vilde jeg tale og ikke frygte for ham; thi jeg er ikke af den Slags, det ved jeg med mig selv.