13. Gud kalder ikke sin Vrede tilbage; de, som ville hjælpe den hovmodige, maatte bøje sig under ham.
14. Langt mindre skulde jeg kunne svare ham, vælge mine Ord over for ham.
15. Thi om jeg end var retfærdig, kunde jeg ikke svare; jeg maatte bede om Naade hos min Dommel.
16. Om jeg end kaldte, og han svarede mig, da kunde jeg dog ikke tro, at han vilde bøje Øren til min Røst.
17. Thi han vilde sønderknuse mig med en Storm og gøre mig mange Saar uden Aarsag.
18. Har vilde ikke tilstede mig at drage min Aande, men mætte mig med Bitterheder:
19. Kom det an paa den stærkes Kraft, siger han: "Se her!" og kom det an paa Ret: "Hvo stævner mig?"
20. Var jeg end retfærdig, saa skulde dog min Mund dømme mig at have Uret; var jeg end skyldfri, da skulde han dog forvende min Sag.
21. Jeg er skyldfri, men jeg kender ikke mig selv; jeg foragter mit Liv.
22. Det kommer ud paa eet! Derfor sagde jeg: Han udrydder den uskyldige med den skyldige.
23. Dræber Svøben hastelig, da spotter han de uskyldiges Prøvelse.
24. Et Land bliver givet i en ugudeligs Haand; han tilhyller dets Dommers Ansigt; gør han det ikke, hvo gør det da?