12. Endnu staar det i sin Grøde, det rykkes ikke op; men før alt andet Græs borttørres det.
13. Saa ere alle deres Veje, som glemme Gud; og den vanhelliges Haab slaar fejl.
14. Thi hans Haab skal briste, og hans Tillid er som en Spindelvæv.
15. Han forlader sig fast paa sit Hus, men det skal ikke blive staaende; han holder sig til det, men det skal ikke staa fast.
16. Han skyder frodigt op for Solen; og hans unge Skud brede sig ud over hansHave.
17. Hans Rødder gro i hverandre om Stendyngen: han skuer op imod Stenhuset.
18. Men oprykkes han fra. sit Sted, da skal dette fornægte ham og sige: Jeg har er ikke set dig.
19. Se, det er Glæden af hans Vej, og en anden vokser frem af Støvet.
20. Se, Gud forkaster ikke den retsindige og holder ikke fast ved de ondes Haand.
21. Endnu skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Frydeskrig.
22. De, som hade dig, skulle klædes med Skam, og de ugudeliges Telt skal ikke mere findes.