5. Gud tord ner vidunderligt med sin Røst; han gør store Ting, og vi kunne ikke kende dem.
6. Thi han siger til Sneen: Fald til Jorden! og ligesaa til Regnskyllene, ja til hans Vældes Regnskyl.
7. Han forsegler hver Mands Haand, at alle Folk, som ere hans Skabning, skulle kende det.
8. Da gaa de vilde Dyr i Hule og blive i deres Boliger.
9. Fra Syden kommer Stormen, og med Nordenvindene kommer Kulden.
10. Ved Guds Aande kommer Is, og det brede Vand snævres ind.
11. Ja, med Fugtighed fylder han Skyen; han udbreder sin lysopfyldte Sky.
12. Og den vender sig i Kredse, alt som han styrer den til dens Gerning, til alt, hvad han byder den, hen over Jordens Kreds: