8. Et Menneske, som du er, vedkommer din Ugudelighed, og et Menneskes Barn din Retfærdighed.
9. Over de mangfoldige Undertrykkelser raaber man, skriger om Hjælp imod de mægtiges Arm.
10. Men ingen siger: Hvor er Gud, som skabte mig, han, som giver Lovsange om Natten;
11. som belærer os fremfor Dyrene paa Jorden og gør os visere end Fuglene under Himmelen?
12. Der raabe de, men han svarer ikke, for de ondes Hovmods Skyld.
13. Kun Forfængelighed hører Gud ikke, og den Almægtige agter ikke derpaa.
14. Ogsaa naar du siger, du skuer ham ikke, saa er Dommen alt for hans Ansigt, derfor vent paa ham!
15. Men nu, fordi hans Vrede ikke hjemsøger, og han ikke agter stort paa Overmodet: