1. Men nu le de ad mig, som ere yngre af Aar end jeg, de, hvis Fædre jeg vilde have forsmaaet at sætte hos mine Faarehunde.
2. Ja, hvortil skulde deres Hænders Kraft have gavnet mig? hos dem er Styrken svundet bort.
3. De ere udtærede af Mangel og Hunger, de afgnave den golde Ørk, i Ødelæggelsens og Fordærvelsens Nat;
4. de oprykke Katost ved Buskene, og Gyveltræets Rod er deres Føde;
5. de uddrives fra Samfundet, man skriger efter dem som efter en Tyv;
6. de bo i Kløfter i Dalene, i Huler i Jorden og Klipper;
7. imellem Buske skryde de, de samles under Nælder.
8. Børn af Daarer, ja af Mænd uden Navn; de ere udstødte af Landet.
9. Men nu er jeg bleven en Spottesang for dem og maa tjene dem til Snak.
10. De have Vederstyggelighed til mig, de holde sig langt fra mig og spare ikke at spytte mig i Ansigtet.
11. Thi de have løst Tøjlen af sig og plaget mig, og de have kastet Bidselet af for mit Ansigt.
12. Til højre for mig staar en Yngel frem, de støde mine Fødder bort, og de bane deres Fordærvelses Veje imod mig;
13. de bryde min Sti op, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper;
14. de komme som igennem et vidt Gab, de vælte sig frem under Bulder.
15. Rædsler ere vendte imod mig, som et Stormvejr forfølge de min Herlighed, og min Frelse er gaaet forbi som en Sky.