21. De hørte paa mig og ventede, og de tav til mit Raad.
22. Havde jeg talt, toge de ikke igen til Orde, og min Tale faldt som Draaber over dem;
23. de ventede paa mig som paa en Regn, og de aabnede Munden vidt som efter den sildige Regn.
24. Jeg smilte til dem, der vare mistrøstige; og de bragte ikke mit Ansigts Lys til at svinde.
25. jeg udvalgte deres Vej og sad øverst, og jeg boede som en Konge iblandt Hærskaren, som den, der trøster de sørgende.