1. Da svarede Elifas, Thernaniten, og sagde:
2. Mon en Mand kan gavne Gud? nej; men han gavner sig selv, naar han handler klogelig.
3. Mon det er den Almægtige en Fordel, at du er retfærdig? og mon det er ham en Vinding, at du holder dine veje fuldkomne?
4. Mon han af Frygt for dig skal overbevise dig og gaa i Rette med dig?
5. Er ikke din Ondskab megen og ingen Ende paa dine Misgerninger?
6. Thi du tog Pant af dine Brødre uden Føje og trak Klæderne af de nøgne.
7. Du gav ikke den trætte Vand at drikke og nægtede den hungrige Brød.
8. Men den Mand, hvis Arm var stærk, han havde Landet, og den, hvis Person var i anset, boede deri.
9. Du lod Enker fare tomhændede, og de faderløses Arme knustes.
10. Derfor er der Snarer trindt omkring dig, og Rædsel har hastelig forfærdet dig.
11. Eller ser du ikke Mørket og Vandfloden, som bedækker dig?
12. Er ikke Gud i den høje Himmel? og se de øverste Stjerner, hvor de ere høje!
13. Derfor siger du: Hvad ved Gud? skulde han kunne dømme igennem Mørket?
14. Skyerne ere et Skjul for ham, at han ikke ser, og han vandrer omkring Himlenes Kreds.
15. vil du tage Vare paa Fortidens Vej, som de uretfærdige Folk have vandret paa,
16. de, som reves bort, førend det var deres Tid, hvis Grundvold opløstes i en Strøm;
17. de, som sagde til Gud: Vig fra os; og: Hvad den Almægtige vel skulde kunne gøre for dem.
18. Han havde dog fyldt deres Huse med godt; men de ugudeliges Raad er langt fra mig.