1. Men Job svarede og sagde:
2. hører, ja hører min Tale, og lader dette være den Trøst, I yde!
3. Fordrager mig, og jeg vil tale, og naar jeg har talt, da kan du spotte!
4. Mon min Klage gælder Mennesker og om saa er, hvorfor skulde ikke min Aand blive utaalmodig?
5. Vender eder til mig, og gruer og lægger Haanden paa Munden!
6. Thi kommer jeg det i Hu, da forfærdes jeg, og Bævelse betager mit Kød.
7. Hvorfor blive de ugudelige i. Live, blive gamle, ja vældige i Kraft?
8. Deres Sæd staar fast for deres Ansigt om dem og deres Afkom for deres Øjne.
9. Deres Huse have Fred, uden Frygt, og Guds Ris er ikke over dem.
10. Deres Tyr springer og ej forgæves; deres Ko kalver og er ikke ufrugtbar.
11. De lade deres Børn løbe som en Faarehjord, og deres Drenge springe.
12. De opløfte deres Røst til Tromme og Harpe og glæde sig ved; Fløjtens Lyd.
13. De slide deres Dage hen i Lykke, og i et Øjeblik synke de ned i de dødes Rige.
14. Og dog sagde de til Gud: Vig fra os! thi vi have ikke Lyst til Kundskab om dine Veje.
15. Hvad er den Almægtige, at vi skulde tjene ham? eller hvad Gavn skulde vi have af at bønfalde ham?
16. Se, deres Lykke hviler dog ikke i deres egen Haand! De ugudeliges Raad er langt fra mig.
17. Hvor tit udslukkes vel de ugudeliges Lampe og kommer deres Ulykke over dem? hvor tit uddeler Gud Smerter til dem i sin Vrede?
18. Blive de som Straa for Vejr og som Avner, hvilke Hvirvelvind bortstjæler