1. Da svarede Zofar, Naamathiten, og sagde:
2. Derfor give mine Tanker mig Svar, og fordi jeg har Hast i mit Indre.
3. Jeg maa høre en Undervisning til Forsmædelse for mig; men Aanden svarer mig ud af min Forstand.
4. Ved du dette, som har været af Evighed, siden Mennesker sattes paa Jorden:
5. At de ugudeliges Frydeskrig er stakket, og den vanhelliges Glæde kun varer et Øjeblik?
6. Om hans Højhed steg op til Himmelen, og hans Hoved naaede til Skyen,
7. saa skal han dog svinde hen for evigt som Skarn; de, som saa ham, skulle sige: Hvor er han
8. Ligesom en Drøm skal han bortfly, og man skal ikke finde ham; og han skal forjages som et Syn om Natten.
9. Det Øje, som har set ham, skal ikke se ham mere, og hans Sted skal ikke beskue ham ydermere.
10. Hans Børn skulle søge at behage de ringe, og hans Hænder skulle give hans Formue tilbage.
11. Hans Ben vare fulde af Ungdomskraft, men den skal ligge i Støvet med ham.
12. Er Ondskab end sød i hans Mund, vilde han end dølge den under sin Tunge,