1. Da svarede Zofar, Naamathiten, og sagde:
2. Skal der ikke svares til de mange Ord? og mon en mundkaad Mand skal beholde Ret:
3. Skal din Skvalder bringe Folk til at tie? og skal du bespotte, og ingen beskæmme dig?
4. Thi du sagde: Min Lærdom er klar, og jeg er ren for dine Øjne.
5. Men gid dog Gud vilde tale og oplade sine Læber imod dig!
6. og at han vilde kundgøre dig Visdoms skjulte Ting! thi i den er dobbelt Kraft; da skulde du vide, at Gud endog eftergiver dig meget af din Misgerning.
7. Mon du kan naa til Guds Dybheder? mon du kan naa til den Almægtiges Begrænsning?
8. Den er saa høj som Himmelen, hvad vil du gøre? den er dybere end Helvede, hvad kan du vide?
9. Dens Maal er længere end Jorden, den er bredere end Havet.
10. Naar han farer frem og lukker til I eller forsamles, hvo vil da holde ham tilbage?
11. Thi han kender forfængelige Folk og ser Uretfærdighed; skulde han da ikke agte derpaa
12. Men en uforstandig vil faa Forstand, naar et Vildæsels Føl fødes til Menneske.
13. Dersom du bereder dit Hjerte og udstrækker dine Hænder til ham,
14. dersom du kaster Uretfærdigheden, som er i din Haand, langt bort og ikke lader Uret bo i dine Telte,
15. da skal du, fri for Lyde, kunne opløfte dit Ansigt og blive fast og ikke frygte.
16. Thi du skal glemme din Møje, du skal komme den i Hu som det Vand, der er løbet forbi.
17. Og din Levetid skal gaa frem klarere end Middagen, Mørket skal vorde som Morgenen.
18. Og du skal være tryg, thi der er Haab, og du skal spejde omkring dig og sove tryggelig.
19. Og du skal lægge dig, og ingen skal forfærde dig; og mange skulle bønfalde for dit Ansigt.
20. Men de ugudeliges Øjne skulle hentæres, og deres Tilflugt skal gaa tabt for dem, og deres Haab aandes ud med Livet: