3. Herre! monne dine Øjne ikke se efter Troskab? du slog dem, men de følte ingen Smerte; du fortærede dem, de vægrede, sig ved at annamme Tugt; de gjorde deres Ansigt haardere end en klippe, de vægrede sig ved at vende om.
4. Men jeg sagde: Det er velkun de ringe! de handle daarligt, fordi de ikke kende Herrens Vej, deres Guds Ret;
5. jeg vil gaa til de store og tale med dem, thi de vide Herrens Vej, deres Guds Ret; men de havde til Hobe sønderbrudt Aaget, sønderslidt Baandene.
6. Derfor har en Løve fra Skoven slaget dem, en Ulv fra Ørkenerne Ødelægger dem, en Parder vaager og lurer foran deres Stæder, hver den, som gaar ud af dem, sønderrives; thi deres Overtrædelser ere mange, deres Afvigelser ere blevne mangfoldige.
7. Hvorfor skulde jeg tilgive dig? dine Børn forlode mig og svore ved det, som ikke er Gud; og jeg lod dem sværge; de bedreve Hor, og til Horehuset trængte de sig sammen.
8. De ere blevne som velfodrede ustyrlige Heste, hver vrinsker ad sin Næstes Hustru.
9. Skulde jeg ikke hjemsøge for disse Ting? siger Herren; og skulde ikke min Sjæl hævne sig paa saadant Folk, som dette er?
10. Stiger op paa dens Mure og fordærver, men gører ikke aldeles Ende paa den; borttager dens Ranker, thi de ere ikke Herrens.
11. Thi Israels Hus og Judas Hus have været helt troløse imod mig, siger Herren.