1. Og Kong Zedekias, Josias's Søn, blev Konge i Stedet for Konias, Jojakims Søn; ham satte Nebukadnezar; Kongen af Babel, til Konge i Judas Land.
2. Men han og hans Tjenere og Folket i Landet hørte ikke Herrens Ord, som han talte ved Profeten Jeremias.
3. Dog sendte Kong Zedekias Jukal, Selemjas Søn, og Præsten Zefania, Maasejas Søn, til Profeten Jeremias, og lod sige: Kære, bed for os til Herren vor Gud!
4. Og Jeremias gik ind og gik ud midt iblandt Folket, og man havde ikke sat ham i Fængsel.
5. Og Faraos Hær var draget ud af Ægypten; og da Kaldæerne, som belejrede Jerusalem, hørte Rygtet om dem, droge de op fra Jerusalem.
6. Og Herrens Ord kom til Jeremias, Profeten, saalunde:
7. Saa siger Herren, Israels Gud: Saa skulle I sige til Judas Konge, som sender eder til mig for at adspørge mig: Se, Faraos Hær, som ere uddraget eder til Hjælp, skal vende om til sit Land Ægypten;
8. sig Kaldæerne skulle komme tilbage og stride imod denne Stad, og de skulle indtage den og opbrænde den med Ild.
9. Saa siger Herren: Bedrager ikke eder selv, idet I sige: Kaldæerne skulle visselig drage fra os; thi de skulle ikke drage bort.
10. Thi om I end sloge hele Kaldæernes Hær, som strider imod eder, og der kun blev nogle saarede Mænd tilovers af dem, skulle dog disse rejse sig, hver i sit Telt, og opbrænde denne Stad med Ild.
11. Og det skete, der Kaldæernes Hær var draget op fra Jerusalem for Faraos Hærs Skyld,
12. da gik Jeremias ud af Jerusalem, for at gaa til Benjamins Land at hente sin Del derfra, midt iblandt Folket.
13. Og som han var i Benjamins Port; da var der en Befalingsmand, hvis Navn var Jerija, Selemjas Søn, Hananjas Sønnesøn; og han greb Profeten Jeremias og sagde: Du vil gaa over til Kaldæerne.
14. Og Jeremias sagde: Det er Løgn, jeg vil ikke gaa over til Kaldæerne; men han vilde ikke høre ham, og Jerija greb Jeremias og fugte ham til Fyrsterne.