2. Juda sørger, og dens Porte vansmægte; sørgeklædte sidde de paa Jorden, og Jerusalems Klagemaal opstiger:
3. Og Stormændene iblandt dem sende Smaafolkene iblandt dem efter Vand; de komme til Brøndene, de, finde ikke Vand, de komme tilbage med deres Kar tomme; de staa beskæmmede og skamlne Sted sig og tilhylle deres Hoveder
4. for Markens Skyld, som er forfærdet, fordi der ikke har været Regn paa Jorden; Agerdyrkerne ere beskæmmede, de tilhylle deres Hoveder.
5. Thi ogsaa Hinden paa Marken føder og maa forlade sine Kalve, fordi der ikke er Græs.
6. Og Vildæsler staa paa de nøgne Høje de snappe efter Luft som Drager; deres Øjne forsmægte, fordi der ingen Urter er.
7. Vidne end vore Misgerninger imod os Herre! da, gør det dog for dit Navns Skyld! til vore Afvigelser ere store, imod mig have vi syndet.
8. Og Israels Forhaabning dets Frelser i Nøds Tid! hvorfor vil du være som en fremmed i Landet og som en vejfarende, der tager ind for blot at overnatte?
9. Hvorfor vil du være som en Mand, der er slagen med Skræk, og som en Helt, der ikke kan frelse? Og du, Herre! er dog midt iblandt os, og vi kalde, efter dit Navn, lad os ikke fare!
10. Saa siger Herren om dette Folk: Saaledes have de holdt af at vanke ustadigt om, de have ikke holdt deres Fødder tilbage; derfor har Herren ikke Behag i dem, nu vil han komme deres Misgerning i Hu og hjemsøge deres Synder.