1. Naar Efraim talte, var der Skræk, han ophøjede sig i Israel; men han blev skyldig ved Baal og døde.
2. Og nu blive de ved at synde og gøre sig støbte Billeder af deres Sølv, Afguder efter deres Forstand, alt sammen Kunstneres Værk; om dem sige de, nemlig de Mennesker, som ofre, at de skulle kysse Kalve.
3. Derfor skulle de vorde som en Sky om Morgenen og som Duggen, der aarle gaar bort, som Avner, der vejres bort fra Tærskepladsen, og som Røg ud af et Vindue.
4. Men jeg er Herren din Gud fra Ægyptens Land af, og en Gud uden mig kender du ikke, og en Frelser uden mig er der ikke.
5. Jeg, jeg kendte dig i Ørken, i det tørre Land.
6. Som de kom paa Græsgang, bleve de mætte, de bleve mætte, og dehes Hjerte ophøjede sig; derfor glemte de mig.
7. Og jeg blev dem som en Løve, som en Parder lurer jeg paa Vejen.
8. Jeg vil anfalde dem som en Bjørn, der er berøvet sine Unger, og vil sønderrive deres Hjertes Lukke, og jeg vil fortære dem der som en Løvinde, Markens Dyr skulle sønderslide dem.
9. Det var din Fordærvelse, Israel! at du var imod mig, imod din Hjælp.
10. Hvor er nu din Konge, at han kan frelse dig i alle dine Stæder? og dine Dommere, om hvilke du sagde: Giv mig Konge og Fyrster?
11. Jeg giver dig en Konge i min Vrede og tager ham bort i min Harme.
12. Efraims Misgerning er sammenbunden, hans Synd er gemt.