6. Han træder frem og bringer Jorden til at ryste, han ser til og bringer Folkene til at skæne, og de evige Bjerge briste, de ældgamle Høje synke; hans Tog ere som i fordums Tid.
7. Jeg ser Kusans Telte i Vaande, Telttrapperne i Midians Land ryste.
8. Er vel din Vrede, o Herre! optændt imod Floderne? din Vrede imod Floderne og din Harme imod Havet? at du saa farer frem paa dine Heste, paa dine Vogne til Frelse.
9. Din blottede Bue tages frem, med Ed stadfæstede ved Ordet ere Straffens Ris. Sela. I Strømme kløver du Jorden.
10. Bjerge se dig, de skælve; Vandstrømme styrte ned, Afgrunden hæver sin Røst, den opløfter sine Hænder imod det høje.
11. Sol og Maane træde tilbage i deres Bolig for Lyset af dine Pile, som fare frem, for Glansen af dit Spyds Lyn.
12. I Fortørnelse skrider du frem paa Jorden, i Vrede nedtræder du Hedningerne.
13. Du er dragen ud til dit Folks Frelse, til din Salvedes Frelse; du knuser Hovedet af den ugudeliges Has, idet du blotter Grundvolden op til Halsen. Sela.
14. Du gennemborer ved hans Spyd Hovederne paa hans Skarer, som storme frem for at adsprede mig, og hvis Glæde var som til at æde den elendige i Skjul.
15. Du drager igennem Havet paa dine Heste, igennem de mange Vandes Hob.