5. Ser ud iblandt Hedningerne, og skuer; forundrer eder, og vorder forundrede; thi jeg gør en Gerning i eders Dage, I vilde ikke tro den, naar den fortaltes.
6. Thi se, jeg opvækker Kaldæerne, et barsk og hastigt Folk, som farer frem, saa vidt som Jorden naar, for at tage Boliger til Eje, som ikke høre det til.
7. Frygteligt og forfærdeligt er det; fra det gaar dets Ret og Ovorhøjhed ud.
8. Og dets Heste ere lettere end Par dere og hidsigere end Ulve om Aftenen, og dets Ryttere brede sig ud, ja, dets Ryttere komme langt borte fra, de fiyve som en Ørn, der haster efter Æde.
9. Alt til Hobe komme de til Voldsdaad deres Ansigters Higen er fremad og det samler Fanger som Sand
10. det spotter Konger, og Fyrster ere til Latter for det; det le ad hver Befæstning, saa det dynge Støv op og indtager den.
11. Da farer det frem som en Stormvind og drager videre, saa at det paadrager sig Skyld; denne dets Kraft bliver til dets Gud.
12. Er du ikke fra fordums Tid Herren, min Gud, min Hellige! vi skulle ikke dø; Herre! du har sat det til Dom; o Klippe! du har grundfæstet det til at straffe os.
13. Du, som er ren af Øjne, saa at du ikke kan se paa ondt og ikke formaar at skue Jammer, hvorforl skuer du hen til de troløse; hvorfor tier du, naar den ugudelige opsluger den, som er retfærdigere end han?