1. Profetien, som Habakuk, Profeten, har skuet.
2. Hvor længe, Herre! har jeg dog raabt, og du vil ikke høre! jeg raaber til dig over Vold, og du vil ikke frelse.
3. Hvorfor lader du mig skue Uret og ser selv paa Jammer? Ødelæggelse og Vold er for mit Ansigt, og der kom Trætte, og Kiv rejser sig.
4. Derfor er Lov magtesløs, og Ret kommer aldrig frem; thi de ugudelige omringe den retfærdige, derfor kommer Retten forvendt ud.
5. Ser ud iblandt Hedningerne, og skuer; forundrer eder, og vorder forundrede; thi jeg gør en Gerning i eders Dage, I vilde ikke tro den, naar den fortaltes.
6. Thi se, jeg opvækker Kaldæerne, et barsk og hastigt Folk, som farer frem, saa vidt som Jorden naar, for at tage Boliger til Eje, som ikke høre det til.
7. Frygteligt og forfærdeligt er det; fra det gaar dets Ret og Ovorhøjhed ud.
8. Og dets Heste ere lettere end Par dere og hidsigere end Ulve om Aftenen, og dets Ryttere brede sig ud, ja, dets Ryttere komme langt borte fra, de fiyve som en Ørn, der haster efter Æde.
9. Alt til Hobe komme de til Voldsdaad deres Ansigters Higen er fremad og det samler Fanger som Sand
10. det spotter Konger, og Fyrster ere til Latter for det; det le ad hver Befæstning, saa det dynge Støv op og indtager den.