1. Ligesom Ild antænder Kviste, ligesom Ild kommer Vand til at syde, saa lade du dine Fjender kende dit Navn, saa at Hedningerne bæve for dit Ansigt.
2. Da du har gjort underlige Ting, skulde vi da ikke vente? du nedfor, Bjerge fløde bort for dit Ansigt.
3. Og fra gammel Tid har man ikke hørt, har man ikke fornummet, intet Øje set, al nogen Gud uden du gjorde saadanne Ting for den, som bier efter ham?
4. Du møder den, som er glad ved al gøre Retfærdighed, de skulle komme dig i Hu paa dine Veje; se, du var vred, og vi bleve ved at synde; rare vi evindelig blevne paa dem da vare vi nu frelste.
5. Men vi bleve alle som de urene og al vor Retfærdighed som et besmittet Klædebon; og vi faldt alle af som et Blad, og vor Misgerning førte os bort som et Vejr.
6. Og der er ingen, som paakalder dit Navn, ingen, som rejser sig for at holde fast ved dig; thi du har skjult dit Ansigt for os og smeltet os for vore Misgerningers Skyld.
7. Men nu, Herre! du er vor Fader; vi ere Leret, og du er den, som har dannet os, og vi ere alle din Haands Gerning.
8. Herre! vær ikke saa saare vred, og kom ikke Misgerninger evindelig i Hu; se, sku dog, vi ere alle dit Folk!
9. Dine Helligdoms Stæder ere blevne til en Ørk; Zion er bleven til en Ørk, Jerusalem en Ødelæggelse.
10. Vor Helligheds og vor Herligheds Hus, i hvilket vore Fædre lovede dig, er opbrændt med Ild, og alle vore lystelige Ting ere ødelagte.
11. Vil du over for disse Ting holde dig tilbage, Herre? vil du tie og nedtrykke os saa saare?