9. for at sige til de bundne: Gaar ud! til dern, som ere i Mørke: Kommer frem for Lyset! de skulle finde Græsgang ved Vejene, og Græsgang skal være for dem paa alle nøgne Høje.
10. De skulle hverken hungre eller tørste, og ingen Hede eller Sol skal stikke dem; thi deres Forbarmer skal føre dem og lede dem til Vandkilder.
11. Og jeg vil gøre alle mine Bjerge til Vej, og mine banede Veje skulle forhøjes.
12. Se disse, de komme langt fra, og se disse, de komme fra Norden og fra Vesten, og disse, de komme fra Sinas Land.
13. Synger med Fryd, I Hirnle! og fryd dig, du Jord! og I Bjerge, raaber med Frydesang! thi Herren trøster sit Folk og forbarmer sig over sine elendige.
14. Men Zion sagde: Herren har forladt mig, og Herren har glemt mig.
15. Kan vel en Kvinde glemme sit diende Barn, at hun ikke forbarmer sig over sit Livs Søn? om ogsaa de kunne glemme, da vil jeg, jeg dog ikke glemme dig.
16. Se, jeg har tegnet dig i mine Hænder; dine Mure ere bestandig for mig.
17. Dine Børn komme i Hast; de, som nedbrøde og ødelagde dig, skulle drage ud fra dig.
18. Kast dine Øjne omkring og se, alle disse ere samlede, de komme til dig; saa sandt jeg lever, siger Herren, med alle disse skal du klæde dig som rned en Prydelse, og du skal binde dem om dig, som Bruden sit Bælte.