14. Men Zion sagde: Herren har forladt mig, og Herren har glemt mig.
15. Kan vel en Kvinde glemme sit diende Barn, at hun ikke forbarmer sig over sit Livs Søn? om ogsaa de kunne glemme, da vil jeg, jeg dog ikke glemme dig.
16. Se, jeg har tegnet dig i mine Hænder; dine Mure ere bestandig for mig.
17. Dine Børn komme i Hast; de, som nedbrøde og ødelagde dig, skulle drage ud fra dig.
18. Kast dine Øjne omkring og se, alle disse ere samlede, de komme til dig; saa sandt jeg lever, siger Herren, med alle disse skal du klæde dig som rned en Prydelse, og du skal binde dem om dig, som Bruden sit Bælte.
19. Ja, dine Ørkener og dine nedbrudte Stæder og det Ødelagte Land, ja, det skal nu blive for snævert for Indbyggere, og de, som opslugte dig, skulle være langt borte.
20. End en Gang skulle dine Børn som du maatte undvære, sige for dine Øren: Stedet er mig for trangt, giv mig, Plads, at jeg maa bo der.
21. Og du skal sige i dit Hjerte: Hvo har avlet mig disse, eftersom jeg var barnløs og ufrugthar? jeg var landflygtig og forskudt, og hvo har opdraget disse? se, jeg var enlig tilbage, hvor vare da disse?