1. I Øer! tier for mig; og Folkene. I forny deres Kraft! lad dem komme, lad dem da tale; lader os træde frem for Retten med hinanden!
2. Hvo har opvakt ham fra Østen hvem Retfærdigheden møder, hvor han gaar? hvo hengav Folkefærd. for hans Ansigt og Kongerne, at han herskede over dem, hvilke hans Sværd gør som Støv og hans Bue, som Halm, der bortblæses?
3. Han forfølger dem, drager frem med Fred: ad den Sti, som hans Fødder ikke have betraadt tilforn.
4. Hvo udrettede og gjorde det? Han, som kalder Slægterne fra Begyndelsen! jeg Herren er den første, og med de sidste er jeg ogsaa.
5. Øerne se det og frygte, Jordens Ender forfærdes; de nærme sig og komme.
6. De hjælpe den ene den anden, og den ene siger til den anden: Staa fast!
7. Tømmermanden sætter Mod i Guldsmeden, den, som glatter med Hammeren, i ham, som smeder paa Ambolten; "Sammenføjningen er god", siger denne, og han befæster det med Søm, at det ikke rokkes.
8. Jakob, som jeg udvalgte, Abrahams, min Vens, Sæd!
9. du, hvem jeg hentede fra Jordens Ender og kaldte fra dens yderste Grænser, og til hvem jeg sagde: Du er min Tjener, jeg udvalgte dig og forkastede dig ikke!
10. Frygt ikke; thi jeg er med dig; se ikke ængstelig om; thi jeg er din Gud; jeg har styrket dig, ja, hjulpet dig, ja, holdt dig oppe med min Retfældigheds højre Haand.