7. Se, deres Helte skrige derude; Fredens Bud græde beskelig.
8. De banede Veje ere øde, der er ingen, som gaar frem ad Stien mere; han har brudt Pagten, ladet haant om Stæderne, ikke agtet et Menneske.
9. Landet sørger, vansmægter, Libanon er beskæmmet, er henvisnet; Saron er som en Øde Mark, og Basan og Karmel have kastet deres Blade.
10. Nu vil jeg gøre mig rede, siger Herren; nu vil jeg rejse mig, nu vil, jeg ophøje mig.
11. I undfange Straa, føde Halm; eders Harme er en Ild, som skal fortære eder.
12. Og Folkene skulde vorde som det, der brændes til Kalk, som omhugne Torne, der opbrændes med Ild.
13. Hører I, som ere langt borte, hvad jeg har gjort, og I, som ere nær, fornemmer min Styrke!
14. Sydere i Zion ere forskrækkede, Bævelse har betabet de vanhellige: "Hvo af os kan bo ved en fortærende Ild? hvo af os kan bo ved Evigheds Baal?
15. Den, som vandrer i Retfærdighed, og som taler Oprigtighed; den, som foragter Vinding, der kommer ved Undertrykkelse; den, som ryster sine Hænder, at han ej beholder Skænk; den, som stopper sit Øre til, saa at han ej hører Blodraad, og som tillukker sine Øjne, at han ej ser efter det onde: