11. I undfange Straa, føde Halm; eders Harme er en Ild, som skal fortære eder.
12. Og Folkene skulde vorde som det, der brændes til Kalk, som omhugne Torne, der opbrændes med Ild.
13. Hører I, som ere langt borte, hvad jeg har gjort, og I, som ere nær, fornemmer min Styrke!
14. Sydere i Zion ere forskrækkede, Bævelse har betabet de vanhellige: "Hvo af os kan bo ved en fortærende Ild? hvo af os kan bo ved Evigheds Baal?
15. Den, som vandrer i Retfærdighed, og som taler Oprigtighed; den, som foragter Vinding, der kommer ved Undertrykkelse; den, som ryster sine Hænder, at han ej beholder Skænk; den, som stopper sit Øre til, saa at han ej hører Blodraad, og som tillukker sine Øjne, at han ej ser efter det onde:
16. Han skal bo paa de høje Steder, Klippernes Befæstning skal være hans Tilflugt, Brød bliver givet ham, Vand er ham sikret.
17. Dine Øjne skulle beskue Kongen i hans Skønhed, de skulle se et vidt udstrakt Land.
18. Dit Hjerte skal tænke paa Forfærdelsen: "Hvor er Skriveren hvor er den, som vejede Pengene? hvor er den, som talte Taarnene?"