1. Ve dig, du Ødelægger! du, som dog ikke er bleven Ødelagt, og du Røver! du, som dog ikke er bleven et Rov; naar du har fuldendt at ødelægge, skal du Ødelægges, naar du er bleven færdig med at røve, skal du selv blive et Rov.
2. Herre! vær os naadig, vi have biet efter dig; vær aarle vor Arm, tilmed vor Frelse i Nødens Tid.
3. Folkene flyede for Tordenrøsten; Hedningerne adspredes, naar du rejser dig.
4. Og eders Bytte skal sankes, som man sanker Høskrækker; som Græshopper springe hid og did, skal man springe hid og did efter det.
5. Herren er ophøjet, thi han bor i det høje; han har opfyldt Zion med Dom og Retfærdighed.
6. Og Visdom og Kundskab skal give dine Tider Fasthed, en Rigdom af Frelse; Herrens Frygt skal være dit Liggendefæ.
7. Se, deres Helte skrige derude; Fredens Bud græde beskelig.
8. De banede Veje ere øde, der er ingen, som gaar frem ad Stien mere; han har brudt Pagten, ladet haant om Stæderne, ikke agtet et Menneske.
9. Landet sørger, vansmægter, Libanon er beskæmmet, er henvisnet; Saron er som en Øde Mark, og Basan og Karmel have kastet deres Blade.
10. Nu vil jeg gøre mig rede, siger Herren; nu vil jeg rejse mig, nu vil, jeg ophøje mig.
11. I undfange Straa, føde Halm; eders Harme er en Ild, som skal fortære eder.
12. Og Folkene skulde vorde som det, der brændes til Kalk, som omhugne Torne, der opbrændes med Ild.
13. Hører I, som ere langt borte, hvad jeg har gjort, og I, som ere nær, fornemmer min Styrke!
14. Sydere i Zion ere forskrækkede, Bævelse har betabet de vanhellige: "Hvo af os kan bo ved en fortærende Ild? hvo af os kan bo ved Evigheds Baal?