3. Da sagde jeg ogsaa: Jeg vil ikke uddrive dem fra eders Ansigt; men de skulle være eder paa Siderne, og deres Guder skulle være eder til en Snare.
4. Og det skete, der Herrens Engel havde talet disse Ord til alle Israels Børn, da opløftede Folket sin Røst, og de græd.
5. Og de kaldte det samme Steds Navn Bokim, og de ofrede til Herren der.
6. Og der Josva lod Folket fare, og Israels Børn gik hver til sin Arv for at eje Landet,
7. da tjente Folket Herren, saa længe Josva levede, og sa længe de ældste levede, som levede længe efter Josva, hvilke havde set al Herrens store Gerning, som han havde gjort imod Israel.
8. Men der Josva, Nuns Søn, Herrens Tjener, var død, hundrede og ti Aar gammel,
9. og de havde begravet ham i hans Arvs Landemærke, i Thimnat-Heres, paa Efraims Bjerg, Norden for det Bjerg Gaas,
10. og der hele den samme Slægt ogsaa var forsamlet til sine Fædre, da kom en anden Slægt op efter dem, som ikke kendte Herren, ej heller den Gerning, som han havde gjort mod Israel.
11. Da gjorde Israels Børn det onde for Herrens Øjne, og de tjente Baalerne.
12. Og de forlóde Herren deres Fædres Gud, som havde udført dem af Ægyptens Land, og vandrede efter andre Guder, af de Folks Guder, som vare trindt omkring dem, og tilbade dem; og de opirrede Herren.
13. Og de forlode Herren og tjente Baal og Astharoth.
14. Saa optændtes Herrens Vrede over Israel, og han gav dem i Røveres Haand, og disse røvede fra dem; og han solgte dem i deres Fjenders Haand trindt omkring, og de kunde ikke ydermere bestaa for deres Fjenders Ansigt.
15. I alt det, som de udgik til, var Herrens Haand imod dem til det onde, som Herren havde sagt, og som Herren havde svoret dem; og de bleve saare ængstede.
16. Og Herren oprejste Dommere, og de frelste dem af deres Røveres Haand.
17. Men de vare heller ikke deres Dommer lydige, thi de bolede rned andre Guder og tilbade dem; vege snart fra den Vej, som deres Fædre havde vandret paa ved at lyde Herrens Bud, de gjorde ikke saaledes.
18. Og naar Herren oprejste dem Dommere da var Herren med Dommeren, og han frelste dem af deres Fjenders; Haand, saa længe den Dommer levede; thi Herren ynkedes over dem for deres Suk som trængte dem, og fortrykte dem.