9. Og Manden stod op for at gaa, han og hans Medhustru og hans Dreng; men hans Svigerfader, den unge Kvindes Fader, sagde til ham: Se, kære, Dagen lider, og det bliver Aften, kære, bliver Natten over; se, Dagen er ad Ende, bliv her i Nat og lad dit Hjerte være vel til Mode, saa kunne I i Morgen staa aarle op for at gaa eders Vej, og du kan gaa til dit Telt.
10. Men Manden vilde ikke bive om Natten, men gjorde sig rede og gik bort og kom til tværs over for Jebus, det er Jerusalem; et Par sadlede Asener vare med med, ham og hans Medhustru var med ham.
11. Da de vare ved Jebus, hælede Dagen saare, og Drengen sagde sin Herre: Kære, kom og lad os tage ind i denne Jebusiternes Stad og blive der i Nat.
12. Da sagde hans Herre til harn: Vi ville ikke tage ind i en fremmed Stad, som ikke tilhøre Israels Børn; men vi ville gaa til Gibea.
13. Og han sagde til sin Dreng: Gak frem, at vi kunne komme nær til een af Stæderne, og vi ville blive i Nat udi Gibea eller i Rama.
14. Og de gik forbi og vandrede, og Solen gik ned for dem, der de vare hart ved Gibea, som hører Benjamin til.
15. Og de toge ind der og kom for at blive Natten over i Gibea; og der han kom ind, da satte han sig paa Gaden i Staden; thi der var ingen, som annammede dem i Hus og lod dem blive hos sig om Natten.
16. Og se, der kom en gammel Mand fra sin Gerning fra Marken om Aftenen, og Manden var fra Efraims Bjerg, og han var en fremmed i Gibea, men Mændene paa det Sted vare Benjaminiter.