21. Se, Herren din Gud har givet det Land fór dit Ansigt; drag op, indtag det, som Herren dine, Fædres Gud har sagt dig, frygt ikke og ræddes ikke.
22. Da kom I alle frem til mig og sagde: Lader os sende Mænd for vort Ansigt, som kunne udforske os Landet, og de skulle bringe os Svar om, ad hvilken Vej vi skulle drage op, og om de Stæder, som vi skulle komme til.
23. Og de Ord behagede mig; saa jeg tog tolv Mænd af eder, een Mand for hver Stamme.
24. Og de vendte sig og droge op paa Bjerget og kom til Eskols Bæk, og de bespejdede det.
25. Og de toge i deres Haand af Landets Frugt og førte ned til os, og de bragte os Svar og sagde: Det er et godt Land, som Herren vor Gud har givet os.
26. Men I vilde ikke drage op, og I vare genstridige mod Herren eders Guds Mund.
27. Og I knurrede i eders Telte og sagde: Fordi Herren hader os, har han udført os af Ægyptens Land, for at give os i Amoriternes Haand til at ødelægge os.
28. Hvorhen skulle vi drage op? Vore Brødre have mistrøstet vort Hjerte og sagt: Det Folk er større og højere end vi, Stæderne ere store og befæstede op imod Himmelen, dertil med have vi ogsaa set Anakiternes Børn der.
29. Da sagde jeg til eder: Lader eder ikke forfærde og frygter ej for dem!
30. Herren eders Gud, som gaar foran eders Ansigt, han skal stride for eder, ganske som han gjorde med eder i Ægypten for eders Øjne,
31. og i Ørken, som du har set, hvor Herren din Gud har baaret dig, ligesom en: Mand bærer sin Søn; paa hele den Vej, som I have vandret, indtil I ere komne til dette Sted.
32. Men uagtet dette Ord troede I ikke paa Herren eders Gud,
33. han, som gik for eders Ansigt paa Vejen at opsøge for eder Stedet, hvor I skulde lejre eder, i en Ild om Natten, for at vise eder Vejen, som I skulde gaa paa, og i en Sky om Dagen.
34. Der Herren hørte eders Ords Røst, da blev han vred og svor og sagde:
35. Der skal ingen af disse Mænd, af denne onde Slægt, se det gode Land, som jeg svor at ville give eders Fædre,
36. uden Kaleb Jefunne Søn; han skal se det, og ham og hans Børn vil jeg give det Land, som han har traadt paa, fordi han har fuldkommeligen efterfulgt Herren.
37. Herren blev endog vred pa, mig for eders Skyld, og sagde: Du skal ikke heller komme derind.
38. Josva, Nuns Søn, som staar for dit Ansigt, han skal komme derhen; styrk ham, thi han skal dele det til Arv iblandt Israel.
39. Og eders smaa Børn, om hvilke I sagde: De skulle blive til Rov, og eders Sønner, som ikke paa denne Dag forstaa godt eller ondt, de skulle komme derind, og jeg vil give dem det, og de skulle arve det.
40. Men I, vender eder og rejser til Ørken ad Vejen til det røde Hav.