4. det Land, som Herren har slaaet for Israels Menigheds Ansigt, det er et Land til Kvæg. og dine Tjenere have Kvæg.
5. Og de sagde: Dersom vi have fundet Naade for dine Øjne, da lad dette Land gives dine Tjenere til Ejendom, lad os ikke gaa over Jordanen.
6. Da sagde Mose til Gads Børn og til Rubens Børn: Skulle eders Brødre drage i Krigen, og I skulle blive her?
7. Og hvi afvende I Israels Børns Hjerter fra, at drage over til det Land, som Herren har givet dem?
8. Saa gjorde eders Fæelre, da jeg sendte dem fra Kades Barnea til at bese Landet;
9. thi de gik op til Eskols Bæk og besaa Landet, og de afvendte Israels Børns Hjerte, at de ikke vilde gaa ind i Landet, som Herren havde givet dem.
10. Og Herrens Vrede optændtes den samme Dag, og han svor og sagde:
11. Disse Mænd, som ere dragne op af Ægypten, fra tyve Aar gamle og derover, skulle ikke se det Land, som jeg har tilsvoret Abraham, Isak og Jakob; thi de have ikke efterfulgt mig,
12. undtagen Kaleb, Jefunne den Kenisiters Søn, og Josva, Nuns Søn; thi de have efterfulgt Herren.
13. Saa optændtes Herrens Vrede imod Israel, og han lod dem vanke hid og did i Ørken fyrretyve Aar, indtil hele den Slægt fik Ende, som gjorde det onde for Herrens Øjne.