4. Og det sammenløbne Folk, som var midt ihlandt dem, fik stor Begæerlighed; derfor gav ogsaa Israels Børn sig til at græde igen og sagde: Hvo vil give os Kød at æde?
5. Vi komme i Hu den Fisk, som vi aade for intet i Ægypten, Græskarrene og Melonerne og Rødløgene og Hvidløgene;
6. men nu forsmægter vor Sjæl; thi her er slet intet uden det Man for vore Øjne?
7. Men dette Man var som Korianderfrø, og dets Farve var ligesom Bedellions Farve.
8. Folket løb hid og did og sankede og malede det i Møllerne eller stødte det i Morteren og kogte det i Potten og gjorde deraf Kager; og dets Smag var som Oliesaftens Smag.
9. Og naar Duggen faldt over Lejren om Natten, da faldt Man ned derpaa.
10. Og Mose hørte Folket græde iblandt deres Slægter, hver i sit Telts Dør; og Herrens Vrede optændtes saare; ogsaa var det ondt for Mose Øjne.
11. Og Mose sagde til Herren: Hvi handlede du saa ilde med din Tjener? og hvi finder jeg ikke Naade for dine Øjne, og du lægger Byrden af hele dette Folk paa mig?
12. Mon jeg har undfanget alt dette Folk mon jeg har født det? at du skulde sige til mig: Bær det i din Favn, ligesom en Fosterfader bærer det diende Barn, ind i det Land, som du har tilsvoret dets Fædre.
13. Hvorfra skal jeg tage Kød at give alt dette Folk? thi de græde for mig og sige: Giv os Kød, at vi kunne æde.