13. Og Opsynsmændene dreve paa og sagde: Fuldkommer eders Gerning, Arbejaet Dag for Dag, ligesom da I havde Halm.
14. Og Israels Børns Fogeder, hvilke Faraos Opsynsmænd havde sat over dem, bleve slagne; og der blev sagt til dem: Hvorfor have I ikke fuldkommet eders beskikkede Gerning, at gøre Tegl, som tilforn, saa og i Gaar og i Dag.
15. Da kom Israels Børns Fogeder og raabte til Farao og sagde: Hvi gør du saa med dine Tjenere.
16. Dine Tjenere gives ikke Halm, og de sige til os: Gører Tegl! og se, dine Tjenere faa Hug; dog dit Folk er Skyld deri.
17. Og han sagde: I ere efterladne, ja efterladne, derfor sige I: Vi ville gaa hen, vi ville ofre til Herren.
18. Og nu, gaar, arbejder, og; ingen Halm skal gives eder; men I skulle dog forskaffe Tallet paa Teglene.
19. Da saa Israels Børns Fogeder, at de vare ilde farne, idet der sagdes: I skulle intet formindske i eders Tegl, i Arbejdet Dag for Dag.
20. Da traf de paa Mose og Aron, der stode for at møde dem, da de gik ud fra Farao.
21. Og de sagde til dem: Herren skal se paa eder og dømme, at I have gjort os stinkende for Farao og for hans Tjenere, saa at I have givet Sværdet i deres Haand til at ihjelslaa os.
22. Og Mose vendte sig til Herren igen og sagde: Herre, hvi gør du ilde imod Folk hvi sendte du mig?
23. Thi fra den Tid, da jeg kom til Farao at tale i dit Navn, har han gjort imod dette Folk, og du har ingenlunde friet dit Folk.