11. Og de sagde til Mose: Mon der ikke var Grave i Ægypten, siden du tog os ud til at dø i Ørken? hvi gjorde du os dette, at du førte os ud af Ægypten
12. Er det ej det Ord, som vi talede til dig i Ægypten, sigende: Lad af fra os, vi ville tjene Ægypterne; thi det er os bedre at tjene Ægypterne end at dø i Ørken.
13. Da sagde Mose til Folket: Frygter ikke, bliver staaende og ser Herrens Frelse, som han skal vise eder i Dag; thi disse Ægyptere, som I se i Dag, dem skulle I ikke i al Evighed se mere herefter.
14. Herren skal stride for eder, og I, I skulle tie.
15. Og Herren sagde til Mose: Hvi vil du raabe til mig? sig til Israels, Børn, at de skulle drage frem;
16. og opløft du din Stav og udræk din Haand over Havet og skil det ad, og Israels Børn skulle gaa midt igennem Havet paa det Herre.
17. Og jeg, se, jeg vil forhærde Ægypternes hjerte, at de skulle forfølge eder; saa vil jeg forherlige mig paa Farao og paa al hans Hær, paa hans vogne og paa hans Ryttere.
18. Og Ægypterne skulle fornemme, at jeg er Herren, naar jeg har forherliget mig Farao, paa hans Vogne og paa Ryttere.
19. Da drog den Guds Engel, som gik foran Israels Hær, af Sted og drog bag dem; og Skytten drog fra deres Ansigt og stod dem.
20. Og den kom imellem Ægypternes Hær og imellem Israels Hær, og den var Sky og Mørke (for hine), men oplyste Natten (for disse); og den ene kom ikke til den en den ganske Nat.
21. Og Mose udstrakte sin Haand over Havet, og Herren lod Havet fare bort ved et stærkt Østenvejr den ganske Nat og gjorde Havet som det Herre; og Vandene skiltes ad.
22. Og Israels Børn gik midt igennem Havet paa det Herre; og Vandet var dem en Mur paa deres højre og paa deres venstre Side.
23. Og Ægypterne forfulgte dem og droge efter dem, alle Faraos Heste, hans Vogne og hans Ryttere, til midt i Havet.
24. Og det skete, der Morgenvagten kom, da saa Herren i Ildens og Skyens Støtte til Ægypternes Hær og forfærdede Ægypternes Hær.