2. Og man kom og gav Josafat det til Kende og sagde: Der kommer en stor Hob imod dig fra hin Side Havet fra Syrien, og se, de ere i Hazezon-Thamar, det er Engedi.
3. Og Josafat frygtede og vendtesit Ansigt til at søge Herren og lod udraabe en: Faste over al Juda.
4. Og Juda samlede sig for at søge Hjælp af Herren; ogsaa af alle Judas Stæde kom de for at søge Herren.
5. Og Josafat stod i Judas og Jerusalem Forsamling, i Herrens Hus foran den nye Forgaard,
6. og han sagde Herre, vore Fædres Gud! er du ej selv den Gud i Himmelen? ja, du er den, som regerer i alle Hedningernes Riger, og i din Haand er Kraft og Vælde, og der er ingen som kan bestaa imod dig.
7. Har du ikke, vor Gud! fordrevet dette Lands: Indbyggere fra dit Folk Israels Ansigt og givet det til Abrahams, din Vens, Sæd evindelig?
8. Og de have boet derudi og bygget dig en Helligdom deri for dit Navn og sagt:
9. Om Ulykke kommer over os, Sværd, Straffedom eller Pest eller Hunger, skulle vi staa foran dette Hus og for dit Ansigt (thi dit Navn er i dette Hus), og raabe til dig i vor Nød, saa ville du høre og frelse!
10. Nu da, se, Ammons Børn og: Moab og de fra Sejrs Bjerg, hos hvilke du ikke tilstedte Israel at drage igennem, der de kom fra Egyptens Land-thi de gik af Vejen for dem og ødelagde dem ikke
11. se, disse betale os det med at komme for at udstøde os af din Ejendom, som du har ladet os indtage til Eje.
12. Vor Gud! vil du ikke holde Dom over dem? thi der er ingen Kraft i os imod denne store Hob, som kommer imod os, og vi vide ikke, hvad vi skulle gøre; men vore Øjne ere vendte til dig.
13. Og al Juda stod for Herrens Ansigt ogsaa deres smaa Børn, deres Hustruer og deres Sønner.
14. Men over Jehasiel, en Søn af Sakaria, der var en Søn af Benaja, der var en Søn af Jejel, en Søn af Matthania, Leviten af Asafs Børn, kom Herrens Aand midt iblandt Forsamlingen,
15. og han sagde: Giver Agt, alle I af Juda og I, Indbyggere i Jerusalem, og du, Kong Josafat! saa sagde Herren til eder: I skulle ikke frygte og ikke ræddes for denne store Hob, thi Krigen er ikke eders, men Guds.
16. I Morgen skulle I drage ned imod dem; se, de drage op ad Opgangen til Ziz, og I skulle fnde dem ved Enden af Dalen lige over for Jeruels Ørk.
17. Det skal ikke være eders Sag at stride her, stiller eder hen, bliver staaende og ser, hvorledes Herren frelser eder, o Juda og Jerusalem! I skulle ikke frygte og ikke ræddes, drager i Morgen ud imod dem, thi Herren skal være med eder.